Ankomst til ophold
Fra kl. 15 om eftermiddagen begynder børn og unge/voksne at ankomme til Lundø, for at starte deres ophold.
Alle får tildelt deres eget værelse og der er to om at dele et stort badeværelse.
Først skal ting og tasker pakkes ud på værelset og i garderoben. Herefter læses der i kontaktbogen, om der er særlige beskeder fra forældre eller dagtilbud/skole.
Eftermiddagen
Om eftermiddagen tilbydes der frugt og snacks til dem, som har behov for det.
Derudover er der plads til sociale aktiviteter, spille spil, være kreative eller andet. Hvis barnet eller den unge/voksne har behov for at slappe af, er der plads til det både på eget værelse eller i de store fællesrum.
Der ligges vægt på, at tilgodese individuelle behov hos den enkelte.
Måltidet
Omkring kl. 17-17.30 er der aftensmad og der lægges vægt på at samles om måltidet. Maden tilberedes i produktionskøkkenet på Lundø og er sund, varierende og tilpasset årstiderne. Der tages højde for individuelle behov ved måltidet, hvad end det f.eks. handler om støtte til at spise, behov for særlig placering i rummet eller madens konsistens, diæter eller sonde.
Aftenen
Inden sengetid er der igen plads til forskellige aktiviteter, enten individuelt eller i fællesskab. Nogle børn eller unge/voksne er desuden med til at smøre madpakker til den kommende dag.
Sengetid varierer efter alder og hjemlige rutiner. Fælles er, at medarbejderne tilpasser sengetid og aftenritualer til den enkelte. Tandbørstning, skift til nattøj mv., tilpasses ud fra barnets eller den unge/voksnes ressourcer og vaner.
Nogle vil gerne have læst godnathistorie og andre har brug for, der sidder en hos dem, indtil de falder i søvn. Og der er altid plads til at ringe til sine forældre og sige godnat, hvis der er behov for det.
Natten
Der er vågne nattevagter, som løbende gennem natten tilser børnene og de unge/voksne og hjælper når der er behov.